Artikler

Premiere med power: 27.845 strømmede til Elbilmessen 2025

arrow_backTil oversigten

26. oktober 2025

Den første udgave af Elbilmessen blev en stor publikumsmæssig succes, og hos udstillerne er begejstringen eftertrykkelig - her meldes om stor købelyst og nysgerrighed blandt de besøgende, og forventningsglæden er allerede nu stor forud for næste års udgave af messen. Danmarks største elbilmesse fandt sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. oktober 2025.


Den gode energi og entusiasme fra åbningen i fredags viste sig kendetegnende for hele Elbilmessen, der i weekenden samlede elbilbranchen og 27.845 besøgende til tre topaktuelle dage med alt elbil-relateret. Administrerende direktør i medarrangøren Mobility Denmark Mads Rørvig jubler over messen, der i hans optik på alle måder var meget udbytterig:

- Jeg er imponeret over den energi og interesse, der har præget Elbilmessen i år. Stemningen har været fantastisk, og udstillerne fortæller om stor købelyst og masser af gode samtaler med kunderne. Det er tydeligt, at elbilen nu er blevet hverdag for danskerne. Jeg glæder mig allerede til næste års messe, hvor vi igen kan samle hele branchen om at vise, hvordan fremtidens mobilitet ser ud i praksis, udtaler Mads Rørvig.

Mobility Denmark er brancheorganisation for de mange bilimportører, der udstillede på Elbilmessen. I alt 30 elbilmærker var repræsenteret på messen, der også bød på prøvekørsel af flere end 150 elbiler.

Nic. Christiansen Gruppen: Vi går rigtig glade hjem
Blandt de mange begejstrede udstillere finder man Nic. Christiansen Gruppen, der fordelt på fem stande præsenterede syv bilmærker - de velkendte Hyundai, Ford og BYD samt de nye Omoda, Jaecoo, NIO og Firefly.

- Vores stande har været virkelig velbesøgte, og vi har oplevet stor interesse for vores biler, så det er blevet til rigtig mange gode snakke med de i øvrigt meget velforberedte gæster. Der har også været fuld knald på vores prøvekørsler - faktisk har mange af vores biler stort set ikke stået stille, konstaterer Kristine Wolff, Event Manager, Nic. Christiansen Gruppen, og fortsætter:

- Vi går rigtig glade hjem fra messen og ser frem mod næste års udgave, hvor vi forventer at komme med en lige så stærk portefølje af brands og bilmodeller. Foreløbig skal vi nu følge op på de mange kunder, der har vist interesse for vores forskellige modeller - og tage den videre dialog.

Kristine Wolff er af den overbevisning, at Elbilmessen er noget helt særligt, fordi den giver gæsterne mulighed for at opleve det samlede elbilmarked under ét tag.

Semler Gruppen: Det har været fantastisk
Også hos Semler Gruppen, der deltog i Elbilmessen med mærkerne Audi, Volkswagen, Škoda, CUPRA og Porsche, glæder man sig over tre særdeles vellykkede dage.

- Vi er meget overvældede over det høje antal mennesker, der har været forbi vores stande - lige siden messen åbnede fredag klokken 13 har der været tryk på, og især lørdag og søndag var det virkelig vildt. Vi har også haft en masse prøvekørsler, så det har været fantastisk, og messen har i dén grad sat en fed streg under, at elbiler er for det brede publikum, fastslår Thomas Hjortshøj, pressechef for Volkswagen og Škoda, og fortsætter:

- Publikum er kommet fra hele landet, og generelt har de besøgende vist stor interesse for alle vores modeller. Nu skal vi have evalueret, hvordan det er gået, men indtrykket er superpositivt, og det er mit umiddelbare indtryk, at vores tilstedeværelse har været rigtig godt givet ud.

Thomas Hjortshøj fremhæver desuden, at det har været "stort" for første gang i mange år igen at udstille på en bilmesse i MCH.

En oplevelsesrig og stemningsfyldt premiereudgave
I MCH-ledelsen glæder man sig over udstillernes ord om den første udgave af Elbilmessen, der over tre begivenhedsrige dage samlede både nysgerrige nybegyndere og garvede elbil-entusiaster om såvel elbiler og ladeløsninger som et rigt scene- og aktivitetsprogram.

- Vi glæder os over den flotte opbakning, tilslutning og stærke indsats fra udstillerne, som med stort engagement og flere nyheder har skabt en oplevelsesrig og stemningsfyldt premiereudgave af Elbilmessen. Og vi er samtidig meget taknemmelige for de mange tusind elbilinteresserede besøgende, der har bidraget til at fylde hallerne med den helt rigtige bilmessestemning, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, der glæder sig over at have bilerne tilbage i hallerne:

- Vi kan igen konstatere, at det personlige møde aldrig går af mode - tværtimod - også når det handler om fremtidens biler. Vi ser allerede nu rigtig meget frem til i et fortsat og stærkt samarbejde med Mobility Denmark at byde elbilbranchen og publikum velkommen tilbage til næste års messe.

Første udgave af Elbilmessen, der blev arrangeret i samarbejde med brancheorganisationen Mobility Denmark og dens medlemmer, fandt sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. oktober 2025 og blev besøgt af 27.845. Messen vender tilbage 2.-4. oktober 2026.

Flere artikler fra Elbilmessen

keyboard_arrow_up